Mod og medarbejdere bør fylde mere end mangel på arbejdskraft
Mangel på arbejdskraft. Dét er blevet en brændende platform for den offentlige sektor. Vi bliver fortsat færre mennesker til at varetage opgaverne i velfærdsstaten, og der må nye løsninger på bordet. To ledere svarer på spørgsmål om nutidens og fremtidens arbejdskraftmangel.
Af Pernille Blach Hansen, regionsdirektør i Region Midtjylland, og Nicolai Kjems, sundheds- og omsorgschef i Frederiksberg Kommune.
Hvad gør vi, når der bliver færre og færre mennesker til at tage sig af vores ældre, syge, børn og i det hele taget få vores velfærdssamfund til at fungere? Hvordan skal vi løse opgaverne og levere de ydelser, som borgerne forventer, når de betaler skat? Hvad skal vi tage af nye radikale skridt? Hvilken rolle spiller offentlige ledere? Og giver det overhovedet mening at tale om udfordringen som en mangel på noget?
Det reflekterer Pernille Blach Hansen, regionsdirektør i Region Midtjylland, og Nicolai Kjems, sundheds- og omsorgschef i Frederiksberg Kommune, over her.
Pernille Blach Hansen
Pernille Blach Hansen er regionsdirektør i Region Midtjylland. Hun har tidligere været direktør i LEGO Group, Grundfos og Randers Kommune, og så har hun en kandidatgrad i statskundskab.
Som leder er det vigtigt for hende at stå i spidsen for en arbejdsplads, hvor medarbejderne har lyst til og mulighed for at yde deres bedste til gavn for borgerne.
Nicolai Kjems
Nicolai Kjems er sundheds- og omsorgschef i Frederiksberg Kommune. Han er oprindeligt uddannet sygeplejerske og arbejder i dag med ledelse inden for sundheds- og omsorgsområdet.
Som leder er han især optaget af det ansvar og de forpligtelser, der følger med ledelse. Det handler om påvirkningsmuligheder og mennesker – og ifølge ham forpligter det.
Hvordan ser du grundlæggende udfordringen med arbejdskraftmangel nu og i fremtiden?
Pernille Blach Hansen
“Den offentlige sektor er under krydspres fra tre sider på samme tid: For det første er vi på vej ind i en årrække med mangel på arbejdskraft pga. færre mennesker i den arbejdsdygtige alder og nye generationers prioritering af en anden work-life-balance. For det andet er befolkningens forventninger til og behov for offentlig velfærd stigende. For det tredje er vi også frem over presset af manglende økonomi.
Arbejdskraftmanglen i alle sektorer kommer til at udfordre vores kerneopgaver, medmindre vi finder nye løsninger. Derfor er vi nødt til at innovere samtidig med, at vi prioriterer skarpere.”
Nicolai Kjems
“Jeg ser den som en udfordring uden sidestykke. Udfordringen må nødvendigvis – og grundlæggende – rykke ved spørgsmålet om, hvad det moderne velfærdssamfund skal lykkes med. Ikke mindst, hvor der skal ”sættes ind” og prioriteres. Det kommer til at kræve skarpe prioriteringer, måske mest af alt, fordi vi kommer til at stå i og allerede står i en situation med udtalt videns- og kompetenceunderskud. Det gør sig aktuelt gældende på sundhedsområdet.”
Hvordan kan den offentlige sektor og offentlige ledere lykkes på trods af arbejdskraftmangel?
Pernille Blach Hansen
“Vi skal benytte to greb samtidig: Vi skal udvise mod ved at støtte nytænkning, kreativitet og innovation på tværs af fag og sektorer for at skabe nye og mere effektive løsninger. Og samtidig skal vi prioritere skarpere – nogle opgaver må væk. Det er simpelthen ikke muligt i de kommende år at fortsætte ud ad den nuværende vej. Noget skal forandres, og det kræver prioriteringer på alle niveauer fra den enkelte medarbejder til direktionen til politikerne.
Fra vores samarbejde med kommunerne i Region Midtjylland har vi gode eksempler på, at lederne bliver enige om at skabe sig et fælles og ligeværdigt økonomisk råderum til tværgående initiativer, der kan gavne patienternes forløb både i kommunerne og på sygehusene.
Derudover gør vi meget for at fejre lederes mod til at tænke og handle nyt, når regionsrådets priskomité hvert år på Region Midtjyllands Innovationsdag uddeler priser til innovative løsninger, som ledere og medarbejdere har implementeret rundt omkring. Derudover er jeg slet ikke i tvivl om, at digitalisering bliver en af de vigtige løftestænger for at aktivere borgernes egne ressourcer mere og samtidig flytte personalets tid til de opgaver, hvor de virkelig gør en forskel.”
Nicolai Kjems
“Manglen på arbejdskraft er, som den er. Men vi skal allerede nu turde tale om mod i stedet for mangel. Mod og risikovillighed til at tænke nyt, anderledes og andet. Den løsning, vi valgte i går, kan vi ikke vælge i dag eller i morgen. Det er simpelthen ikke tilstrækkeligt. Og så bliver det et spørgsmål om prioritering. Det er tvingende nødvendigt, at vi giver os selv lov til at tage de svære diskussioner.
Det er som om, man nærmest ikke forestiller sig, hvor ”vilde problemer” vi reelt står i
Til tider får jeg tanken: Gad vide om færre ansatte nødvendigvis betyder anderledes oplevet service og udbud af ydelser? Der er naturligvis en grænse. En udtalt arbejdskraftmangel vil på et tidspunkt have betydning for, hvad vi sammen kan præstere. Men et vedvarende og naturlig ”push” kan måske animere til en anderledes opgaveløsning, prioritering, mod og kreativitet.
Men jeg vil understrege, at vi ikke isoleret set kan imødegå den nuværende situation med mod og kreativitet. Dertil er arbejdskraftmanglen lige nu for stor.”
Hvad kræver de løsninger, du foreslår, af den enkelte offentlige leder?
Pernille Blach Hansen
“Det kræver mod og en stærk og vedvarende ledelse at ændre vores måder at tilgå opgaver på og vælge noget fra. Samtidig kræver det også stærke samarbejdsevner at indgå i en dialog om vejen frem, hvor man samtidig skaber håb i organisationen om, at fremtiden også er lys (når vi vælger at gå i en ny retning).”
Jeg er slet ikke i tvivl om, at digitalisering bliver en af de vigtige løftestænger for at aktivere borgernes egne ressourcer mere
Nicolai Kjems
“Ledelse har aldrig været væsentligere; reelt at kunne sit håndværk og lede sin organisation. Jeg oplever til stadighed, hvad det gør ved organisationer, når ledere enten lykkes eller måske snarere, når de ikke lykkes.”
Noget, der måske i lige så høj grad udfordrer, er videns- og kompetence-mangel
Hvordan kommer udfordringen med manglende arbejdskraft til udtryk i din organisation?
Pernille Blach Hansen
“Vi har allerede nu udfordringer med rekruttering af nogle faggrupper. Det er en af grundene til, at vi benytter en tilgang om “sammen om opgaven” og flerfaglighed. Her tager vi udgangspunkt i de opgaver, der skal løses, for eksempel på en hospitalsafdeling, og så undersøger vi, hvordan de forskellige faggrupper bedst kan bidrage til det.”
Nicolai Kjems
“Arbejdskraftmanglen er udtalt og nærværende. Sundhedsvæsnet er i en særlig situation. Og det er ikke løsningen blot at tale om prioritering, mod og risikovillighed. Mangel på arbejdskraft er én ting.
Noget, der måske i lige så høj grad udfordrer, er videns- og kompetencemangel. Opgaveudviklingen er aktuelt så hastig, at organisationer ofte ikke står med et klart billede af, hvordan de skal lykkes med at løse opgaverne. Deraf bliver det endog meget vanskeligt for vores medarbejdere at vide, hvordan de selv lykkes med en opgave.”
Kan du nævne tiltag, som skal til for at løse manglen på arbejdskraft hos jer?
Pernille Blach Hansen
“I Region Midtjylland arbejder vi med rigtig mange tiltag på én gang. On-boarding af nye medarbejdere, særlige introduktionsprogrammer til nyuddannede, flere faggrupper i spil, at blive en endnu bedre uddannelsesarbejdsplads, “op i tid” og meget andet.”
Nicolai Kjems
“I sundheds- og omsorgsafdelingen i Frederiksberg Kommune forsøger vi kontinuerligt at fokusere på de faglige kompetencer, hvilket er afgørende for at lykkes med opgaverne. Dertil skal lægges, at medarbejdere, ledere samt borgere og patienter kontinuerligt skal afstemme forventningerne, så det står klart, hvornår en medarbejder er lykkedes med en opgave, og den er fuldført.”
Hvad er dit ansvar som leder i forhold til at løse problemet med færre medarbejdere?
Pernille Blach Hansen
“Sammen med den øvrige topledelse at sætte retningen og facilitere en god dialog om, hvordan vi sammen løser det “vilde problem”, som arbejdskraftmanglen udgør.”
Vi skal kunne være langsomme sammen for at stille de rigtige spørgsmål og forstå mere, inden vi handler
Nicolai Kjems
“Faglig ledelse er ét blandt mange svar. At de ledere, som er tæt på frontpersonalet og opgaveløsningen, formår at opsætte rammer for, hvordan faguddannede medarbejdere skal lykkes – både i et tværprofessionelt samarbejde – og i samarbejde med de mange borgere og patienter, der hver dag er i kontakt med sundhedsvæsnet.”
Manglen på arbejdskraft er, som den er. Men vi skal allerede nu turde tale om mod i stedet for mangel
Hvilke radikale skridt har du overvejet at tage for at bidrage med løsninger?
Pernille Blach Hansen
“I vores koncernledelse har vi netop lanceret et todelt program, hvor vi gennem de næste to år på én gang både lederudvikles sammen til at lede igennem de store forandringer foran os og arbejder med konkrete scenarier og de mulige veje at gå. Det vil sige, at vi både lærer og leder konkrete forandringsprojekter samtidig.”
Nicolai Kjems
“Jeg forsøger at tænke frem og ikke tilbage. Det er som om, man nærmest ikke forestiller sig, hvor ”vilde problemer” vi reelt står i. Derfor skal vi tænke fremad, når vi skal løse fremtidens udfordringer. Tænk for eksempel i anderledes organisationsformer og træk på faglighed og kompetencer på en ny måde. Det kræver meget mere mod og prioritering fra vores side.”
Hvilke ledelsesmæssige krav stiller det til dig?
Pernille Blach Hansen
“At vi i direktionen åbner ledelsesrummet op og deler det med næste niveau af ledere, og at vi undlader at gå i “fikse-tilstand” for hurtigt. Vi skal kunne være langsomme sammen for at stille de rigtige spørgsmål og forstå mere, inden vi handler.”
Vi skal udvise mod ved at støtte nytænkning, kreativitet og innovation på tværs af fag og sektorer for at skabe nye og mere effektive løsninger
Nicolai Kjems
“Ledelse har aldrig været væsentligere. Det fordrer, at samtlige led i ledelseskæden er opmærksomme, refleksive og aktivt handlende. Det at være i kontakt med organisationen, at ville den oprigtigt og ikke mindst være kritisk i egen organisation bliver afgørende. Som leder skal vi investere os selv i relation til medarbejdere og ledere på alle niveauer i organisationen.”
Ledelse har aldrig været væsentligere. Det fordrer, at samtlige led i ledelseskæden er opmærksomme, refleksive og aktivt handlende
Hvad inspirerer dig i håndteringen af, at der er færre ansatte til at udføre flere opgaver?
Pernille Blach Hansen
“I min tid i Grundfos så jeg, hvordan en ny ledelse lykkedes med at sætte en ny retning og prioritere skarpere, så opgaverne og kompleksiteten blev mindre. Den tilgang er jeg inspireret af. Samtidig er jeg inspireret af organisationer, der lykkes med reelt at transformere deres opgaveløsning gennem digitalisering.”
Nicolai Kjems
“Jeg inspireres dagligt, når jeg er i kontakt med de mange ledere og medarbejdere i Frederiksberg Kommune. Jeg inspireres for eksempel, når frivillige og organisationer bliver aktive medspillere, eller når ansatte fra forskellige faggrupper arbejder sammen om opgaver.”
Hvad vil du gerne opfordre andre ledere til at gøre mere af for at imødekomme manglen på medarbejdere?
Pernille Blach Hansen
“Vi taler generelt i Danmark for meget om alle de medarbejdere, vi mangler. I stedet for at tale om dem, vi ‘mangler’, skal vi fokusere på, hvordan vi løser opgaverne bedst muligt med de medarbejdere, vi har.”
Vi både lærer og leder konkrete forandringsprojekter samtidig
Nicolai Kjems
“Jeg tror, at både min lederkollegaer og jeg er ganske klar over udfordringen. Vi gør allerede en del, der handler om prioritering, anderledes løsninger og ikke mindst at udvise mod. Hav mod til at gøre ting anderledes. Og at gøre noget. Forhold dig aktivt handlende og inddrag altid de relevante interessenter og medarbejdere, når I skal løse problemer og opgaver på nye måder. Der skal løsninger til, og de bedste løsninger skaber vi sammen.”
Ledertanker
Denne klumme er en del af serien Ledertanker, hvor tre forskellige ledere deler deres viden, erfaringer og holdninger til fremtidens ledelse i den offentlige sektor. Lederne er Nicolai Kjems, sundheds- og omsorgschef Frederiksberg Kommune, Pernille Blach Hansen, regionsdirektør Region Midtjylland, og Julie Elm Vig Albertsen, direktør for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Serien produceres i samarbejde med Ledelsesavisen.
Øvrige klummer i serien:
– Pernille Blach Hansen: Lad robotter give en hjælpende hånd
– Nicolai Kjems: Spænd ikke ben for løsningen af ‘vilde problemer’
– Julie Elm Vig Albertsen: Kend dine værdier og vis dem i dit lederskab
– Pernille Blach Hansen: Mangler vi hænder eller mod i sundhedsvæsenet?
– Nicolai Kjems: Gør du det samme i dag, som du gjorde i går?