Bliv skarp på rekruttering og tilknytning af international arbejdskraft

Af Marianne Lund Danling og Sarah Stausbøll, Copenhagen Capacity.

Det er relevant med international arbejdskraft – både i den private og i den offentlige sektor. Befolkningsudviklingen kalder på mere international arbejdskraft særligt på velfærdsområdet, hvorfor både Regeringen, Sundhedsstrukturkommissionen og Kommunernes Landsforening har stort fokus på bæredygtig rekruttering og succesfuld tilknytning af internationale medarbejdere. På nuværende tidspunkt er der 47.000 internationale ansatte i den offentlige sektor. Dette er et udtryk for, at det offentlige har erfaring med at have internationale som en del af medarbejdersammensætningen, men også, at der i høj grad er plads til flere. Men hvordan mestrer vi den bæredygtige rekruttering og succesfulde tilknytning?

Er du leder i det offentlige? Har du allerede erfaring med eller ønsker du at ansætte internationale medarbejdere? Med disse refleksionsspørgsmål inviterer vi dig og dine kolleger til at reflektere over, hvilke aspekter af international rekruttering og tilknytning, der kræver ekstra opmærksomhed.

Refleksionsspørgsmålene er udvalgt fra guiden ”Få succes med Internationale Medarbejdere”. Den henvender sig til alle offentlige og private ledere, der enten allerede har eller ønsker at ansætte internationale medarbejdere. Applikationen er under udvikling og vil blive anvendt i forskellige projekter, herunder forskningsprojektet MORE. Det er et 5-årigt forskningsprojekt, som er ledet af Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og støttet af Carlsbergfondet. På baggrund af forskning er målet at finde en bæredygtig best practice for rekruttering, fordomsfri udvælgelse og onboarding/tilknytning af internationalt sundheds- og plejepersonale.

Efter refleksion og diskussion finder du råd, vejledninger og værktøjer inden for hvert refleksionsspørgsmål. Reflektér gerne over spørgsmålene sammen med dine kollegaer.

God fornøjelse!