4 perspektiver fra Ledelsesugen: Frihed, mangfoldighed, innovation og fremtid
Hvorfor er det så vigtigt at sætte offentlig ledelse nu og i fremtiden til debat? Det finder du perspektiver på i en række mini-interviews med fire offentlige ledere, som alle deltog i et fysisk arrangement under Ledelsesugen 2022.
Hvordan debatterer vi bedst offentlig ledelse? Hvilken rolle spiller for eksempel frihed og mangfoldighed? Hvad gør vi ved den store arbejdskraftmangel? Og hvorfor er offentlig innovation så afgørende for fremtiden? Under Ledelsesugen fangede vi en række engagerede ledere fra stat, region og kommune og bad dem svare på fire centrale spørgsmål om offentlig ledelse og ledelse i fremtiden. De fulde mini-interviews ligger på LinkedIn. Tilgå dem enkeltvis ved at klikke på knapperne.
“I fremtiden ser jeg et stort behov for, at ledere kan prioritere og uddelegere”
Den offentlige sektor skal mere end nogensinde før få det bedste ud af medarbejderne. Den kommunale økonomi tillader ikke, at vi bare skruer op for udgifterne.
Anne Maj Nørgaard har i halvandet år fungeret som institutionsleder under Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Dog har hun været i kommunen i mange år – faktisk i hele 14 af slagsen – som både leder og arbejdsmiljøkoordinator.
Da Ledelsesugen blev skudt i gang var Anne Maj Nørgaard at finde til debat på Copenhagen Business School. Debatten var arrangeret af efteruddannelsen Master of Public Governance og forlaget Samfundslitteratur. Temaet var ’Hvordan leder vi offentlig innovation?’. Otte forfattere med ledelsesbaggrund, der alle har bidraget til at skrive bogen ‘Ledelse af Offentlig Innovation’, deltog med hver sit oplæg.
Hvorfor er det vigtigt for dig at drøfte offentlig ledelse?
– For mig er det vigtigt at deltage i arrangementer om offentlig ledelse, da det giver mig inspiration og næring til mit daglige ledelsesarbejde. Næring får jeg i samtalerne med andre ledere i pauserne. Desuden giver det mig muligheden for at netværke og finde nye veje i den offelige ledelse.
– Det er vigtigt at være med, hvor ledelsesbevægelser og -strømninger bliver diskuteret. I min egen ledelsespraksis er innovation væsentlig, da mit mål hver dag er at være en bedre leder end den, jeg var i går. Det er mit formål at skabe mest mulig værdi for borgerne sammen med mine ledere og medarbejdere. Det kan jeg kun ved at udvikle mig og skabe nye veje gennem innovation.
.
“Aldrig før har jeg hørt ordet ‘drøfte’ blive brugt så ofte”
Mette Aagaard er tidligere udviklingschef i Slagelse Kommune og har derudover ledelseserfaring fra den private sektor. Blandt andet har hun været HR-direktør i BIG og corporate vice president i Novo Nordisk.
Under Ledelsesugen deltog Mette Aagaard i et debatmøde arrangeret af ‘FORUM – for Fremtidens Offentlige Styring og Ledelse’. Temaet var ’Kan vi lede os ud af arbejdskraftmangel med nye løsninger?’. Hør hende fortælle om sine perspektiver på offentlig ledelse og fremtidens ledelse, og hvem der er hendes egne ledelsesforbilleder.
Hvad er det vigtigste, du tager med dig fra Ledelsesugen i år?
– Det befriende ved vinklen denne gang var, at vi (endelig) tilgik denne mangefacetterede problemstilling via andet end at tale om ‘rekruttering og fastholdelse’. For det er alt for kompleks en udfordring til, at vi kan finde enkle løsninger. Ledelsesugen og især FORUM-arrangementet viste med al tydelighed, at der er mange gode tiltag i gang, som tilgår problemet anderledes og gennem konkret handling.
– Hvor jeg er overbevist om, at det er gennem små eksperimenter, at vi finder løsningerne, så er jeg nok stadig i tvivl om, hvorvidt vi har fundet ud af at formulere problemet rigtig. For er problemet, at vi mangler arbejdskraft, eller er det, at vi skal organisere os anderledes? Er det et ‘både-og’ eller måske noget helt tredje?
.
Som offentlige ledere skal vi blive bedre til at finde ud af, hvordan vi understøtter og faciliterer, at dem, der har fagligheden, får mulighed for at skride til handling hurtigere.
”Vi som ledere har godt af at lade os forstyrre”
Det er enormt vigtig, at man som leder kan sætte et mangfoldigt hold, hvor kompetencerne og erfaringer supplerer hinanden og forstyrrer hinanden tilpas meget.
Christiane Stelling er kontorchef i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. I Center for Ledelse og Rekruttering sidder hun med ansvaret for de tværoffentlige ledelsesinitiativer. Udover at have en kandidatgrad i politisk kommunikation og ledelse har hun en fortid i både den private og i den offentlige sektor, blandt andet som konsulent i Moderniseringsstyrelsen og i Deloitte – og så har hun gennemført en erhvervsPhD i samarbejde med Falck.
Da Ledelsesugen fandt sted, var Christiane Stelling blandt andet at finde til Djøfs Chefkonference sammen med sine lederkollegaer. Årets tema for konferencen var ’Frihed – samspil, medspil og modspil’. Her gav fremtrædende ledere i samkvem med moderatoren, journalist Jacob Rosenkrands, deres perspektiver på frihed i ledelse.
Hvad eller hvem inspirerer dig især inden for ledelse lige nu?
– Jeg er enormt optaget af, at vi får udnyttet talentmassen bedst muligt. Så vi får et samfund, der er rustet til fremtiden, og som helst er et skridt foran.
– I den forbindelse er jeg meget optaget af bæredygtig ledelse og biasbevidst ledelse med henblik på at sikre, at de mest kvalificerede medarbejdere og ledere sættes sammen for at finde langsigtede og holdbare løsninger. Det lyder jo rigtig godt i teorien, men i praksis er det ofte svært og dilemmafyldt. Derfor suger jeg alt, hvad der kan gøre mig klogere på, hvordan vi kan lykkes, og hvordan vi kan håndtere faldgruberne og dilemmaerne, til mig.
– På den måde inspireres jeg også meget af ledere, der tør tale om det svære, og hvad de har lært og lærer af dilemmaerne i ledelse.
.
”Frihed i ledelse har altid en begrænsning”
Henriette Rosenborg Larsen er statsadvokat hos Rigsadvokaten. Her er hun som embedsmand blandt andet med til at løfte anklagemyndighedens opgaver knyttet til for eksempel Folketinget, Justitsministeriet og andre overordnede myndigheder. Inden hun tiltrådte lederstillingen i 2018 var hun chefanklager hos Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, og hun har i det hele taget været i anklagemyndigheden i over 25 år.
Under Ledelsesugen var også Henriette Rosenborg Larsen at finde til Djøfs Chefkonference, hvor temaet var ’Frihed – samspil, medspil og modspil’. De deltagende ledere kunne blandt andre opleve direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, direktør for Autobranchen Danmark, Gitte Seeberg, og chefredaktør på Berlingske, Mette Østergaard.
Hvad mener du, fremtidens offentlige leder skal blive bedre til?
– Jeg synes, at Rane Willerslev sagde noget meget vigtigt. Han sagde, at man aldrig må tabe modet.
– I medierne har der været mange negative røster om embedsværket. De dårlige historier har handlet om, at vi som embedsfolk er blevet for politisk styret. Jeg tror desværre, at mange af vores medarbejdere i anklagemyndigheden godt kan blive frustrerede og kede af det. Det kan også gå mig på i de tilfælde, hvor vi ikke kan gå ud og forsvare os, fordi vi er bundet af tavshedspligt. Det kan af og til være svært og temmelig krævende at være en del af.
– I den forbindelse tror jeg, det er utrolig vigtigt at holde fast i sin faglighed, i sin ordentlighed, i sine værdier og i, at vi grundlæggende har et af verdens allerbedste embedsværk. Derfor har jeg også skrevet det ned, som Rane Willerslev sagde: Vi skal bevare modet. Vi skal bevare arbejdsglæden. Det skal nok gå.
.
Som offentlige ledere skal vi blive bedre til at finde ud af, hvordan vi understøtter og faciliterer, at dem, der har fagligheden, får mulighed for at skride til handling hurtigere.