Det tegner godt med de første frisættelseserfaringer

Der er ingen tvivl om, at ordet frisættelse bærer på en række positive konnotationer. Og i den offentlige kontekst, når det drejer sig om at øge den offentlige velfærd, så er der fortællinger, forestillinger og begyndende fakta, der peger på frisættelse som en (positiv) vej frem.

Der er gode grunde til at arbejde med frisættelse: ”Behovet for udvikling af den offentlige velfærdsservice påvirker, hvordan kommunerne konkret skal arbejde med at give den enkelte borger tilbud af høj kvalitet, og hvordan der kan skabes bedre faglige og mere tilpassede løsninger. Et af svarene er mere frisættelse og mindre regelstyret standardisering, uanset om det er barnet, den unge, den voksne eller ældre, som velfærdsløsningen retter sig mod.” (KL, 2023)

Vi ved fra VIVE’s midtvejsevaluering (2023), at der er gode takter i forbindelse med de første samlede erfaringer med arbejdet omkring velfærdsaftalerne på henholdsvis dagtilbuds-, folkeskole-, og ældreområdet. Det tegner godt.

Det bliver bl.a. nævnt, at der er mulighed for et større fagligt handlerum for de ledere og medarbejdere, som er tættest på borgeren. Samtidig skal der udvikles lokale løsninger tæt på borgeren og med aktiv medarbejderinddragelse, og målet er at inspirere til forbedring af velfærden på tværs af landets kommuner.

Der tales om frisættelse hos politikere, embedsmænd, borgere osv., men vi skal være opmærksomme på, at der tales om noget forskelligt. Vi bør derfor gøres os umage med at forstå, hvad der tales om i forbindelse med frisættelse, og hvordan der tales om frisættelse.

Frisættelse – en flydende betegner

Ligesom vi ved, at begrebet ledelse er aldeles uklart, og der er meget lidt konsensus om, hvad det handler om, ligeså er vi i gang med, som vi ser det, at udvide begrebet frisættelse. Det risikerer at blive en flydende betegner, hvilket professor emeritus Katrin Hjort forklarede som ”et begreb, hvis referencer til faktiske fænomener og processer endnu ikke er endeligt fastlagt, og som derfor stadigt giver plads til tovtrækkerier, stridigheder eller kampe mellem forskellige interessenter om definitionsretten.” Det er sådan set ikke i sig selv problematisk, at der, så at sige, kæmpes om at få sine interesser sat i spil og medvirke til at definere begrebet, sådan vil det altid være. Men det er vigtigt vi husker på, hvordan vi selv og andre taler om det.

Hvordan forstås frisættelse?

Vi vil pege på flere forskellige perspektiver på, hvad den bebudede frisættelse betyder. Lad os se på nogle af dem.

Mindre bureaukrati og færre regler

En af de primære pointer i debatten er behovet for at reducere bureaukrati og regler, som mange mener er blevet for omfattende og begrænsende. De offentlige ansatte og deres faglige organisationer har i høj grad eksempler og fortællinger om, hvordan hverdagen og fagligheden gror til af lovgivninger, bekendtgørelser, politiker, strategier, målsætninger, anbefalinger og hensigtserklæringer. De drømmer om en frisat arbejdsplads, hvor den faglighed, de har brugt år og tid på at uddanne sig indenfor, bliver den dominerende i deres arbejde.

Politisk styring vs. faglig autonomi

Et afgørende slag kommer til at stå mellem politisk styring og faglig autonomi. Politikere er valgt til, og har legitim ret til, at sætte en retning for arbejdet i den offentlige sektor. Det kolliderer med de offentligt ansattes ønsker om mere frihed til at træffe beslutninger på et fagligt grundlag. Det taler ind i det klassiske eksempel med, at det er utroligt vanskeligt ikke at (komme til at) blande sig politisk i enkeltsager, hvor fagligheden eller ledelsesopgaven vurderes ikke at være løftet tilstrækkeligt. Ønsket om politisk retning samt politisk redning af enkeltsager munder typisk og paradoksalt ud i nye regler og bindinger.

Konkurrence og valgfrihed

I debatten om frisættelse er der også fokus på konkurrence og valgfrihed. Frisættelse betyder også liberalisering af det offentlige monopol på velfærd. Selvejende daginstitutioner, privatskoler og friplejehjem har allerede vundet stort indpas. De private velfærdsleverandører står klar med tilbud og konkurrence til kommunerne i frisættelsens tegn.

Borgercentreret tilgang

Afgørende i frisættelsesdebatten bliver det at tage hensyn til borgernes behov og ønsker. Frisættelse bør betyde, at borgerne har større indflydelse og valgfrihed i forhold til den offentlige velfærd, de modtager. At være frisat må jo betyde selv at kunne vælge behandlingssted, være frisat til at vælge, hvilken mad, der skal serveres for de små i daginstitutionen, eller menuen på plejecenteret. Frisættelse betyder, at du kan vælge netop den skole, der har det bedste ry i kommunen, eller hvilke skoletilbud dit barn skal have, hvis det har en diagnose.

Frisættelse eller fastklemmelse?

Fraværet af en politisk definition af frisættelse øger risikoen for, at frisættelsen bliver en politisk fastklemmelse i stedet. Fire kommuner var tidligere på året udpeget til at blive frisatte for de mange regler og dokumentationskrav på beskæftigelsesområdet. Men de var knap kommet i gang, før regeringen inddrog deres frisættelseslicens og i stedet nedsatte et ekspertpanel. Argumentationen var, at ikke bare fire kommuner skulle frisættes, men alle! Nu går der så endnu et år og endnu en kommission, før vi ser, hvad der kommer ud af det, i stedet for at lade fire kommuner være front runners og gøre sig konkrete erfaringer.

Fristet over evne

Måske har frisættelsen fristet over evne for politikerne. Det lød så åbenlyst rigtigt, da det i regeringsgrundlaget fremgik, at ”Regeringen vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på”. Måske er det netop det fristende i begrebet, der gjorde det så rigtigt at skrive. Omvendt bliver fristelsen fastlåst, når det bliver åbenlyst, at der er mange forskellige blik på, hvad den bebudede frisættelse så faktisk betyder i praksis.

Der tales om frisættelse hos politikere, embedsmænd, borgere osv., men vi skal være opmærksomme på, at der tales om noget forskelligt. Vi bør derfor gøres os umage med at forstå, hvad der tales om i forbindelse med frisættelse, og hvordan der tales om frisættelse.

Hvor stiller denne fastlåste frisættelse de offentlige ledere?

Vi er tilbøjelige til at hævde, at man som offentlig leder må konkludere, at frisættelse ikke er noget, man så at sige får. Frisættelse er sådan set noget, man tager sig. Der kommer sandsynligvis aldrig en samlet politisk udmelding om, hvad der er definitionen på frisættelse, og hvordan det skal finde sted. Vi skal altså ikke vente på at blive frisat fra noget. Til gengæld kan der for den offentlige ledelse være potentiale i at blive frisat til noget. Når der skal træffes politiske beslutninger er det utrolig svært at forlade og afgive styring.

Med en fortælling, og tilvalgt frisættelse på faglige eller personalemæssige områder, kan der ikke desto mindre komme et langt mere positivt resultat ud af dialoger. Så afstem dit ledelsesrum med en fortælling om, hvad der bør frisættes til.

Det andet råd til ledere med hang til frisættelse er at feje foran egen frisatte dør først. VIVE’s analyse af de seks frisatte velfærdskommuner viste tydeligt, at langt det meste, der blev ønsket om frisættelse fra, faktisk slet ikke var lovbundet. Ind i mellem var det ikke en gang en specifik politisk eller ledelsesmæssig beslutning. Kulturer, traditioner og ”vi plejer” ligger dybt i den kommunale muld. Så en del af de ønsker, I nærer på din arbejdsplads, er måske mulige, hvis I alene udfordrer vanetænkningen.

Den tredje og sidste anbefaling i denne sammenhæng skal være at arbejde med den positive frisatte fortælling. Det er hårdt arbejde at skulle frisætte sig selv og egen arbejdsplads, men det skaber utryghed at lade det være den dominerende fortælling. Lad i stedet mulighederne og ideerne få pladsen. Den positive forandringsfortælling er den stærkeste politiske forandringskraft og essensen af at skabe sig friheden og frisættelsen.

God fornøjelse med frisættelsesarbejdet.

Den positive forandringsfortælling er den stærkeste politiske forandringskraft og essensen af at skabe sig friheden og frisættelsen.

Kilder

Hjelmar, U., Lindeberg, N. H., Foged, S. K., Nicolajsen, J. S., Schoop, S. R. & Bech, A. (2023). Midtvejsevaluering af velfærdsaftaler. Forsøg med frisættelse i syv kommuner på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet, 2021-22. www.vive.dk.

DLF, HK Kommunal, BUPL, FOA, Dansk Socialrådgiverforening & KL (2023). Fælles perspektiver på frisættelse.