Ambassadører for offentlig ledelse 2023-2025

Merete Agergaard, Susanne Lauth og Rikke Würtz er udpeget til ambassadører for offentlig ledelse. Regeringen, KL og Danske Regioner har udpeget Merete Agergaard, direktør i Skattestyrelsen, Susanne Lauth, sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital og Rikke Würtz, kommunaldirektør i Morsø Kommune, som ledelsesambassadører for 2023-2025. Det er første gang i initiativets historie, at hver delsektor er repræsenteret i samme periode med en ambassadør, og at ambassadørskabet varer i to år.

Rikke Würtz

Rikke Würtz, Kommunaldirektør i Morsø Kommune, er udpeget til ledelsesambassadør 2023 – 2025.

Rikke Würtz sætter i sit ledelsesambassadørskab et særligt fokus på fællesskabet. Hvordan kan ledelse af fællesskabet i egen organisation, og det der rækker på tværs af samfundet, bedst skabe værdi for hinanden, borgeren og samfundet. Rikke ønsker at skabe stærke fællesskaber ved at gøre det synligt, hvad det er vi er fælles om og anerkende alles fagligheder og kompetencer ind i fællesskabet.

”Samfundet er forbundet i et, stort fællesskab. Derfor skal vi åbne os for hinanden, være nysgerrige og samarbejde på tværs af sektorer og systemer. For på den måde kan vi opnå nye potentialer og måder at arbejde på til gavn for borgerne og samfundet. Det giver offentlige ledere en væsentlig opgave med at række ud og samarbejde over sektor- og fagskel. Hvordan vi gør det, glæder jeg mig til at debattere de kommende år som ledelsesambassadør, ” siger Rikke Würtz.

Baggrund

Rikke Würtz har været kommunaldirektør i Morsø Kommune siden 2016. Hun har tidligere været vicekommunaldirektør i kommunen samt været chef for social og sundhed og trivsel og sundhed. Før det var hun adm. direktør på Københavns Privathospital. Hun er uddannet i strategi og ledelse fra Aarhus Universitet (Strategy, Organisation and Leadership, cand.merc.).

Rikke Würtz er derudover facilitator og underviser på Komponents (Kommunernes Udviklingscenter) Kattegatforløb, bidragsyder i Væksthus 2, Væksthus for ledelse samt vinder af Kammaprisen 2022.

Rikke W nyt billede til web nyt

Susanne Lauth

Susanne Lauth, Sygeplejefaglig direktør på Aarhus universitetshospital er udpeget til ledelsesambassadør 2023 – 2025.

Susanne Lauth er som ledelsesambassadør optaget af, hvordan offentlige ledere kan udøve ledelse i den kompleksitet, sundhedsvæsnet står i, og hvordan vi tiltrækker den næste generation af ledere.

”Vi står i en situation, hvor der bliver flere ældre, hvor patienter og pårørende har høje forventninger, og der samtidig er store udfordringer med rekruttering til velfærdsjobs. Det stiller store krav til lederne i sundhedsvæsnet, hvis vi fortsat vil sikre de gode patientforløb og høj faglighed. For hvordan kan vi som ledere blive ved med at bidrage til samfundskontrakten, når vores omgivelser er så komplekse? Og hvordan gør vi det attraktivt for den næste generation at gå ledervejen i den offentlige sektor? Det er nogle af de spørgsmål, jeg gerne vil bringe ind i debatten som ledelsesambassadør, ” siger Susanne Lauth.

Baggrund

Susanne Lauth har været sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital siden 2021. Før det var hun Sygeplejefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus og har tidligere været Vicedirektør på Sygehus Vendsyssel og Sygehus Thy samt programchef, oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske på Vejle Sygehys. Hun er er uddannet sygeplejerske fra Vendsyssel Sygeplejerskeskole i Hjørring med en række efteruddannelser i ledelse. Herunder Diplom i ledelse og organisation, Master i Public Health fra Aarhus Universitet og forandringsledelse fra Virginia Mason.

Susanne Lauth bestrider en række tillidsposter, herunder i Akutfagligt Råd som en del af koncernledelsen i Region Midtjylland, i Sundhedsstyrelsens Råd for Sygeplejerskers Special- og videreuddannelse, i Forskningsrådet på Aarhus Universitetshospital og som bestyrelsesmedlem i SMILfonden og i Steno Diabetes Center Aarhus samt som bestyrelsesformand for Familiehuset. Hun indgår også i Aarhus Universitetshospitals arbejde som medlem af EUHA (European University Hospital Alliance).

Susanne nyt billede til web nyt

Merete Agergaard

Merete Agergaard,  Direktør for Skattestyrelsen er udpeget til ledelsesambassadør 2023 – 2025.

For Merete Agergaard starter al offentlig ledelse med kerneopgaven. Og for Skattestyrelsens direktør er der nogle organisatoriske forudsætninger, der skal være på plads for at lykkes. For eksempel at man dyrker fagligheden og sætter det rigtige hold. Derfor går hun bl.a. op i at have et stærkt og tæt samarbejde med de syv fagdirektører i styrelsens direktion, og at direktionen i fællesskab løfter ansvaret for at lede Danmarks største styrelse.

”Jeg er leder i det offentlige, fordi en af de store motivationsfaktorer for mig er at arbejde med opgaver, der bidrager til samfundet og sammenhængskraften. Det har jeg som direktør for Skattestyrelsen rig mulighed for – vi arbejder med en af de vigtigste samfundsopgaver, nemlig at sikre fundamentet for finansieringen af alt det, vi er fælles om, og det skal vi gøre på en kvalificeret og effektiv måde, som borgere og virksomheder kan have tillid til. Samtidig motiveres jeg af kompleksiteten i den opgave, vi løser, og jeg er optaget af, at vi har en kultur, hvor problemer løftes op og bliver løst.”

Baggrund

Merete Agergaard har været direktør for Skattestyrelsen siden 2018. Hun har tidligere været konstitueret styrelsesdirektør for SKAT og direktør for Arbejdsskadestyrelsen. Derudover har hun været afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet og Koncern HR- og Kommunikationschef i Miljøministeriet. Hun er uddannet jurist (cand. jur.) fra Københavns Universitet.

Merete-Agergaard

Tidligere ambassadører for offentlig ledelse

Ambassadør 2021

Søren Kryhlmand blev udnævnt som ambassadør for offentlig ledelse i marts 2021 og fungerede som ledelsesambassadør frem til den 15. marts 2022.

Søren Kryhlmand satte som ledelsesambassadør særligt fokus på tre områder: At ledelse er en muskel, du skal træne hver dag, vigtigheden af klar og tydelig kommunikation og diversitet.

Han bidrog til at holde gang i debatten om ledelse i den offentlige sektor ved at dele egne erfaringer, holde oplæg i både stat, regioner og kommuner og ved at invitere andre offentlige ledere til at dele deres tanker, bl.a. på LinkedIn.

Baggrund
Søren Kryhlmand har været departementschef i Beskæftigelsesministeriet siden marts 2020.

Han har tidligere været direktør i Arbejdstilsynet samt afdelingschef og kontorchef i Beskæftigelsesministeriets departement.

Søren Kryhlmand er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2004. Han har deltaget på statens topleder-talentforløb SPOT og er medlem af styregruppen for Program for Ledelsesudvikling i Staten (PLUS).

“Ledelse har aldrig været mere relevant. Det seneste år har vi oplevet, hvor afgørende god ledelse er, når ydre omstændigheder pludselig tvinger os til at omstille den måde, vi arbejder på. Og på tværs af hele den offentlige sektor har ledere gjort sig en række vigtige erfaringer, som vi skal lytte til og lære af”, fortæller Søren Kryhlmand og fortsætter:

“Som ledelsesambassadør ser jeg frem til at kunne bidrage til den offentlige debat om, hvordan vi bedst samler de mange erfaringer op og dermed styrker udviklingen af fremtidens ledere i den offentlige sektor.”

Søren Kryhlmand portræt

Ambassadør 2020

Jette Runchel blev udnævnt som ambassadør for offentlig ledelse i marts 2020 og fungerede som ledelsesambassadør frem til den 15. marts 2021.

Jette skabte debat og engagement omkring offentlig ledelse ved bl.a. at synliggøre den positive forskel, offentlige ledere gør, når de leder og samarbejder på tværs – i egen organisation og på samfundsniveau. Jettes ambition var at sætte fokus på de offentlige ledere, som udøver en særlig indsats og brugte især året på at drøfte og samle mange af de ledelseserfaringer op, der blev gjort løbende i forbindelse med ledernes håndtering af Covid-19.

Baggrund
Jette Runchel var i perioden kommunaldirektør i Albertslund Kommune og medbragte solid ledelseserfaring baseret på 30 år om leder i den offentlige sektor.

Hun er uddannet cand.phil. fra Københavns Universitet og Master i Public Policy.

Jette Runchel portræt

Ambassadør 2019

Dorthe Gylling Crüger blev udnævnt som første ambassadør for offentlig ledelse den 15.marts 2019 og fungerede som ledelsesambassadør frem til den 15. marts 2020.

Dorthe satte et særligt fokus på temaet ”Borgeren i centrum”. Dorthe inspirerede bl.a. ledere til at komme ud og besøge deres arbejdspladser og frontpersonale for at blive klogere på, hvad der virker og ikke virker hos dem. Derudover inspirerede Dorthe ledere til at gå i dialog med borgere, der havde klaget over noget inden for ledernes ansvarsområde, for i højere grad at blive klogere på deres behov.

Baggrund
Dorthe Gylling Crüger er koncerndirektør i Region Hovedstaden.

Her medbragte hun ledelseserfaring som tidligere administrerende direktør for Sygehus Lillebælt og har endvidere været formand for Kræftens Bekæmpelse.

Hun er uddannet speciallæge og ph.d. fra Aarhus Universitet.

Dorthe Crüger fik prisen som Årets Leder i 2015 i konkurrence med både offentlige og private ledere og var en del af Ledelseskommissionen, der afsluttede sit arbejde i sommeren 2018.

Dorthe Crüger portræt