For andet år i træk bliver Ledelsesugen markeret i hele landet. Det sker med en lang række events, der går tæt på offentlig ledelse. Ugen skal inspirere og bidrage til at vi hele tiden udvikler og sikrer god ledelse.
God offentlig ledelse gør en stor forskel for de knap 750.000 medarbejdere, der hver dag går på arbejde i den offentlige sektor – og for borgerne. For god ledelse skaber sammen med og igennem andre gode resultater. God ledelse bidrager til arbejdsglæde, kvalitet, effektivitet og udvikling – blandt meget andet. Der er mange fællestræk i god offentlig ledelse – men også mange forskelle på både rammevilkår og opgaver. Dermed også på, hvilke krav der stilles til lederen, alt efter om det er i fx en styrelse, på et hospital eller i en daginstitution. Ledelsesugen er derfor en vigtig anledning til at få sat fokus på, hvad god offentlig ledelse er. Hvor er de store ledelsesudfordringer i disse år? Hvilke fælles og tværgående problemer skal løses? Og hvor kan vi lære af hinanden?
Offentlig ledelse skal diskuteres og udvikles
Signe Friberg Nielsen, direktør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen glæder sig over, at Ledelsesugen bliver til noget – trods restriktionerne på grund af Corona-virus:
”Den seneste tids forskelligartede og nye udfordringer kalder på offentlig ledelse. Spørgsmålet er, hvilke former for ledelse, og hvilke ledelsesopgaver der har ændret sig eller kommer til det? Ledelse skal diskuteres og udvikles konstant for at være relevant og tidssvarende. Her er Ledelsesugen en kærkommen anledning til at mødes med ledelseskolleger på tværs i det offentlige og få taget nogle af drøftelserne på den store klinge.”
Nye ledelsesudfordringer i et nyt årti
Igen i år bliver Ledelsesugen skudt i gang med KL’s Ledertræf, der i år er virtuelt.
”Det nye årti er startet med mange nye udfordringer, og Ledelsesugen er en god mulighed for at drøfte dem på tværs i den offentlige sektor. Lad mig her blot fremhæve Corona-krisen, digitaliseringen og nærhedsreformen, som alle udfordrer os chefer og ledere. Derfor sætter vi også fokus på dem, når Ledelsesugen kickstarter med årets Ledertræf,” siger Solvejg Schultz-Jakobsen, vicedirektør i KL.
Åbne arrangementer for alle
Mange af arrangementerne – både fysiske og virtuelle – er åbne for alle. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen inviterer fx sammen med DJØF til virtuel videnscafé med temaet ’Hvad lærte vi under Corona II – erfaringer fra de statslige organisationer’. Roskilde Universitet inviterer alle til webinar om samskabelse. Og Region Midtjylland og Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse inviterer til webinar om ledelse på tværs med spørgsmålet: Hvordan leder man organisatorisk sammenhæng? Der er endnu flere arrangementer på programmet, som kan ses på ledelsesugen.dk
”Offentlig ledelse foregår ikke i siloer, men på tværs af stat, regioner og kommuner, og derfor er det så vigtigt, at vi mødes på tværs af niveauer, sektorer og faggrupper og drøfter, hvordan vi kan styrke vores kompetencer yderligere og lade os inspirere af hinanden. Vi er rigtig glade for, at vi zoomer ind på offentlig ledelse i uge 44 – selvom god offentlig ledelse er noget, vi har fokus på hele året,” siger Rikke Margrethe Friis, forhandlingsdirektør i Danske Regioner.
Ambassadør for offentlig ledelse sætter nyt perspektiv på debatten om offentlig ledelse
Årets ambassadør for offentlig ledelse Jette Runchel har samlet set 30 års erfaring som leder i det offentlige. Jette Runchel har brugt sit år som ledelsesambassadør på at besøge ledere og arbejdspladser for at blive klogere på, inspirere og synliggøre den positive forskel, som offentlige ledere bidrager med. Hun sætter i sit virke fokus på fællesoffentlig ledelse, vilkårene ved at lede i en politisk kontekst og hvordan lederne selv kan medvirke til at skabe værdi for borgerne ved at vise mod til at lade sig udfordre – både af andre ledere og af medarbejderne. Det vil være muligt at møde og gå i dialog med Jette Runchel til flere af arrangementerne i Ledelsesugen. Se nærmere i Ledelsesugens kalender: https://ledelsesugen.dk/#detsker
Tag del i debatten
På www.ledelsesugen.dk samt Ledelsesugens profiler på LinkedIn og Facebook kan man skabe sig et overblik over aktuelle og kommende aktiviteter og få ny viden og inspiration i form af artikler, blogposts og cases. Husk at tagge dine posts på sociale medier med #ledelsesugen, så er du med til at skabe debatten i løbet af Ledelsesugen.
Fakta om Ledelsesugen 2020
- Ugen er et af initiativerne i ”Aftale om ledelse og kompetencer i den offentlige sektor”, som regeringen, KL og Danske Regioner står bag for at styrke kompetencer og ledelse yderligere.
- Det er også en del af aftalen, at der udnævnes en ledelsesambassadør hvert år. Jette Runchel er dette års ledelsesambassadør.
- Ledelsesugen afholdes i uge 44 med arrangementer i hele landet. Se mere på Ledelsesugen.dk
- Formålet er at invitere offentlige ledere og relevante aktører på tværs af niveauer, sektorer og fagområder til at sætte særligt fokus på offentlig ledelse.
For yderligere information:
Stine Roed Nielsen, specialkonsulent, projektleder for Ledelsesugen, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, 3527 1110, stirn@medst.dk
Louise Angelo, specialkonsulent i KL, 3370 3597, loua@kl.dk
Laura Thors Calanâ, seniorkonsulent i Danske Regioner, 4020 2087, ltc@regioner.dk