FAQ
De mest stillede spørgsmål og svar om Ledelsesugen
Hvad er Ledelsesugen?
Ledelsesugen sætter ekstra fokus på ledelse i den offentlige sektor. Ledelsesugen afholdes i uge 44. Ugen henvender sig til offentlige ledere i kommune, region og stat – samt til stabsfunktioner, der understøtter ledelse, forskningsinstitutioner, ledelseseksperter og lederforeninger.
Ledelsesugen har et nationalt program med arrangementer i uge 44, som alle kan tilmelde sig. Læs mere i kalenderen her. Mange offentlige organisationer afholder også arrangementer og andre ledelsesaktiviteter selv for deres ledere og medarbejdere i Ledelsesugen. Få inspiration til, hvordan I kan sætte fokus på ledelse lokalt i uge 44 her.
Du kan også finde ledelsesinspiration og historier fra ledere i hele den offentlige sektor på Ledelsesugens LinkedIn, Facebook og hjemmeside. Vi lægger nye ting ud hele året – ikke kun i uge 44.
Bag Ledelsesugen står regeringen, KL og Danske Regioner.
Hvem henvender ledelsesugen sig til?
Ledelsesugen i uge 44 henvender sig til offentlige ledere i kommune, region og stat – samt til stabsfunktioner, der understøtter ledelse, forskningsinstitutioner, ledelseseksperter og lederforeninger.
Hvordan deltager jeg som leder i Ledelsesugen?
Du kan deltage i Ledelsesugen på flere måder. Ledelsesugen har en kalender med åbne arrangementer om ledelse i uge 44, som du frit kan tilmelde dig. Der er både virtuelle og fysiske events. Tilmeld dig et eller flere arrangementer, alt afhængig af hvad der er relevant for dig. Læs mere her.
Mange offentlige organisationer sætter også ekstra fokus på ledelse internt i Ledelsesugen. Det kan f.eks. være gennem arrangementer for ledere eller medarbejdere. Det kan også være f.eks. artikler og videoer på intranettet med organisationens ledere eller ledelseseksperter.
Tag fat i din lokale HR og hør, om I laver ledelsesaktiviteter hos jer i uge 44. Eller tag initiativ til at lave noget selv – se her hvordan.
Hvordan deltager min organisation i Ledelsesugen? Hvor kan jeg finde inspiration til at deltage i Ledelsesugen? Hvad kan jeg få hjælp til?
Ledelsesugen er en god anledning til, at I som organisation sætter ekstra fokus på jeres ledelsespraksis og udvikling af ledelse. Din organisation kan være en del af Ledelsesugen på flere måder. For det første kan I tilmelde ledergrupper eller enkelte ledere til de åbne arrangementer i uge 44, som ligger i Ledelsesugens kalender. Se mere her.
For det andet kan I lave egne aktiviteter for ledere og medarbejdere i Ledelsesugen. Det kan f.eks. være en paneldebat om et ledelsesemne, der fylder hos jer, morgen-kickoff med jeres chefer, et oplæg med en ekstern ledelsesekspert eller noget helt fjerde. På Ledelsesugens hjemmesider ligger inspiration og konkrete værktøjer til at lave arrangementer, der kan skabe spændende og udviklende dialoger og debat om ledelse. Find også inspiration til, hvilke temaer I kan sætte fokus på. Se mere her.
For det tredje kan I overveje om I skal sætte andre ledelsesaktiviteter i gang i uge 44. F.eks. portrætter af jeres ledere på LinkedIn, artikler om ledelse på intranettet eller måske en drøftelse af udfordringer og sejre i jeres ledelse det seneste år på et ledermøde? Få inspiration til, hvad andre organisationer tidligere har lavet i Ledelsesugen nederst på siden her.
Hvad gør jeg, hvis jeg gerne vil dele noget/bidrage til/samarbejde med Ledelsesugen?
Du er meget velkommen til at bidrage til Ledelsesugen! Det skal selvfølgelig være relevant for offentlige ledere og have et ledelsesperspektiv. Ledelsesugen er en god platform for ledelseseksperter til at skabe synlighed blandt offentlige ledere. Hvis du overvejer at holde et arrangement, som kan have relevans for offentlige ledere, så tag fat i os på ledelsesugen@medst.dk. Sammen vender vi mulighederne. Der er mange forskellige måder, du kan være med til at sætte ekstra fokus på ledelse i uge 44. Du kan f.eks.
- Afholde et webinar eller et fysisk arrangement i uge 44 om et ledelsesemne, du er særligt inde i eller optaget af.
- Skrive en artikel om ledelse til ledelsesugens hjemmeside. Artiklen vil også blive delt på Ledelsesugens LinkedIn og Facebook.
- Dele nye rapporter eller andre udgivelser om offentlig ledelse, som du står bag.
- Noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser.
Meld dit arrangement ind senest 19. juni
Ledelsesugen tilføjer løbende arrangementer til det nationale program, hvor alle offentlige ledere kan tilmelde sig events med relevans for dem. Jo før et arrangementet kommer i Ledelsesugens kalender, jo større tilslutning til arrangementerne. Mange HR-afdelinger går i gang med planlægning af Ledelsesugen for ledere i deres organisation allerede før sommerferien. Her inkluderer de arrangementer fra Ledelsesugens kalender. Du behøver ikke at have mere end en overskrift, to linjers beskrivelse af arrangementet, tid og sted, samt link til tilmelding for at få det i kalenderen.
Der er deadline for at melde arrangementer ind til Ledelsesugens kalender 19. juni 2024.
Har Ledelsesugen et tema?
Nej, Ledelsesugen har ikke et overordnet tema. Ledelsesugen er en platform for den enkelte organisation og leder til at sætte fokus på de ledelsesemner, der er relevante for netop dem. Du bestemmer selv, hvad du og din organisation gerne vil fokusere på.
Mangler du inspiration til aktuelle ledelsestendenser, som I kan tage op i Ledelsesugen, så find listen med temaer til inspiration her.
Hvad sker der i Ledelsesugen? Hvor finder jeg aktiviteterne i Ledelsesugen?
Ledelsesugen foregår både nationalt og lokalt. Nationalt har Ledelsesugen et program med arrangementer om ledelse, som alle kan tilmelde sig. Du kan finde Ledelsesugens kalender med alle arrangementer i uge 44 her.
Lokalt sætter mange offentlige organisationer fokus på ledelse i deres egen organisation i Ledelsesugen. Tag fat i din lokale HR (eller andre, der arbejder med ledelse i din organisation) og hør, om I laver ledelsesaktiviteter hos jer i uge 44.
Hvornår kommer det nationale program? Hvornår kan jeg tilmelde mig?
Ledelsesugens kalender bliver løbende opdateret med arrangementer. Det fulde program er klar i starten af september. Du kan tilmelde dig de enkelte arrangementer ved at følge tilmeldingslinket i den røde boks ’Om arrangementet’ til venstre, når du klikker ind på et arrangement. Tilmeldingsfrist afhænger af det enkelte arrangement og fremgår via tilmeldingslinket. Se Ledelsesugen kalender her.
Jeg arbejder i en offentlig organisation, hvor vi gerne holde et arrangement, som andre offentlige ledere kan deltage i. Hvordan får vi et arrangement i kalenderen?
Ledelsesugen er ikke kun en mulighed for at ledere kan blive inspireret af eksperter og forskere inden for offentlig ledelse. Det er også anledning til at ledere kan inspirere hinanden på tværs af niveauer og sektorer.
Hvis du overvejer at holde et arrangement, som kan have relevans for andre offentlige ledere, så tag fat i os på kontakt@ledelsesugen.dk. Så vender vi mulighederne.
Jeg har problemer med at tilmelde mig et arrangement – hvem skal jeg kontakte?
Hvis tilmeldingen driller, skal du tage fat i den organisation, konsulent el.lign., der står bag arrangementet. Det er den enkelte arrangør, som står for tilmelding og andet praktisk ifm. deres arrangement. Ledelsesugen samler alle arrangementer i uge 44, men har ikke adgang til at se tilmeldte, yde teknisk support etc. på det enkelte arrangement. Kan du ikke få kontakt til arrangøren, så tag fat i os ledelsesugen@medst.dk
Kan jeg se arrangementerne efter Ledelsesugen?
Nogle af de virtuelle arrangementer i uge 44 bliver optaget, så du har mulighed for at se dem efterfølgende på Ledelsesugens hjemmeside. Find arrangementer fra tidligere Ledelsesuger, som du kan se, her.
Hvor kan jeg holde mig opdateret om Ledelsesugen?
Du kan følge med i, hvad der kommer til at ske i Ledelsesugen på LinkedIn og her på hjemmesiden. Vi lægger løbende teasere ud for arrangementer i uge 44, deler inspiration med offentlige ledere og meget mere. Du kan også søge på #ledelsesugen på LinkedIn, hvor andre ledere, organisationer, eksperter etc. skriver om Ledelsesugen.
Hvor kan jeg følge debatten og få ny viden?
Ledelsesugen er en platform for viden og debat om ledelse – i uge 44 og hele året. Følg med og tag del i debatten om offentlig ledelse på Ledelsesugens profiler på LinkedIn og Facebook. Her deler vi løbende tanker fra offentlige ledere, debatindlæg og meget mere. I kan også få ny viden om ledelse på hjemmesiden her. Her finder du nyheder om Ledelsesugen, artikelserier, nye rapporter etc. I kan også lade jer inspirere af videoer med forskere, ledelseseksperter og se optagede webinarer om ledelse fra tidligere års Ledelsesuger her.
Er der en ledelsesambassadør i år? / Hvem er den nye ledelsesambassadør?
Merete Agergaard, Susanne Lauth og Rikke Würtz er udpeget til ambassadører for offentlig ledelse. Regeringen, KL og Danske Regioner har udpeget Merete Agergaard, direktør i Skattestyrelsen, Susanne Lauth, sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital og Rikke Würtz, kommunaldirektør i Morsø Kommune, som ledelsesambassadører for 2023-2025. Det er første gang i initiativets historie, at hver delsektor er repræsenteret i samme periode med en ambassadør, og at ambassadørskabet varer i to år.
Sidste ledelsesambassadør (2021-2022) var Søren Kryhlmand, departementschef i Beskæftigelsesministeriet. Før ham har Jette Runchel, tidligere kommunaldirektør i Albertslund Kommune, og Dorthe Crüger, koncerndirektør i Region Hovedstaden, bestridt posten.
Du kan læse mere om tidligere ambassadører her.
Hvilken værdi giver det min organisation at deltage i Ledelsesugen? Hvorfor skal jeg deltage i Ledelsesugen?
Offentlige ledere har travlt. Og derfor kan det være svært at prioritere ledelse som en faglighed, der skal trænes og udvikles, i en hektisk hverdag. Ledelsesugen kan være med til at sætte spot på aktuelle ledelsesmæssige temaer, som klæder ledere på til de aktuelle behov og udfordringer, udvikling og politiske dagsordner. Ledelsesugen kan bruges som en viden- og inspirationsindsprøjtning om offentlig ledelse og skabe et rum for udviklende dialoger om ledelse og udveksling af praksiserfaringer lokalt i organisationerne og på tværs af hele den offentlige sektor.
Ledelsesudvikling er selvfølgelig noget, der sker året rundt og ikke kun i uge 44. Men ved at prioritere tiden og fokus på ledelse, kan der opnås vigtige erfaringer med at prioritere ledelse som en faglighed, som kan bidrage til at refleksion, debat og dialog om ledelse bliver en fast og naturlig del af hverdagen, hvis den ikke allerede er det.
Ledelsesugen vil derfor opfordre til at bruge uge 44 som et ophæng og som en anledning til at sætte ekstra fokus på ledelse ved f.eks. at afsætte tid til at drøfte ledelse i jeres organisation. Det kan I gøre på rigtig mange forskellige måder. Og I kan let skalere op eller ned afhængig af størrelsen på jeres organisation og ressourcer til at løfte opgaven.
Hvor finder jeg Ledelsesugens logo og slidemateriale?
Vi vil meget gerne, at I benytter Ledelsesugens logo på de materialer, når I viser på webinarer m.m. I kan evt. også gøre brug af Ledelsesugens slides. Både logo og slides kan i downloade lige her.
Hvor kan jeg komme med ros og ris til årets ledelsesuge?
Vi vil altid meget gerne høre fra dig. Hvis du har lyst til at dele din oplevelse med deltagelse på dette års ledelsesuge, kan du sende din ris eller ros direkte til ledelsesugen@medst.dk