MUS-samtalen
- sådan forløser du potentialet i MUS-samtalen
Mange arbejdspladser bruger omfattende ressourcer på at afholde MUS-samtaler, men oplever samtidig ikke, at MUS giver det ønskede udbytte. Der er et stort potentiale i at revitalisere MUS-samtalerne, så de mange samtaler har en fælles retning, og så de får en positiv effekt, ikke blot for den enkelte medarbejder, men også for organisationen som helhed.
Har du som leder et ønske om at øge værdien af den tid, I investerer i MUS, så er dette webinar relevant for dig. Trille Frodelund Lykke og Ida Gamborg - forfattere til bogen ”MUS-samtalen – ledelse af strategisk kompetenceudvikling” - giver på webinaret inspiration til, hvordan du bedst muligt skaber et stærkt afsæt for, at MUS-samtalerne får den ønskede effekt.
Hvis der er en oplevelse af, at MUS-samtalerne ikke rigtig fører til den ønskede udvikling, kan der være brug for en fælles ”genopfriskning” – og måske endda en fornyelse – af formålet med MUS og en gensidig forventningsafstemning. Ofte ser vi, at der er brug for at gøre opfølgningen på MUS til et fælles anliggende i afdelingen, så det ikke alene påhviler lederen. Ligesom der kan være brug for at lave en tydeligere kobling til de fælles målsætninger, så udviklingsaftalerne ikke ender som individuelle aftaler, der peger i flere forskellige retninger.
På webinaret sætter vi spot på, hvordan I som ledere kan sparke nyt liv ind i MUS-samtalerne, så det bliver energifyldte samtaler, der både styrker den fælles opgaveløsning og den enkelte medarbejders motivation og muligheder for at bidrage til den gode opgaveløsning.
Webinaret afrundes med en række arbejdsspørgsmål, der med fordel kan bruges som afsæt for en fælles drøftelse i ledergruppen.
Webinaret afholdes af Trille Frodelund Lykke og Ida Gamborg fra New Stories.