Kommunal topledelse i en reformtid
Kommunerne står midt i en reformtid på stort set alle velfærdsområderne. Væsentlige skridt tages til at styrke frisættelsen gennem øget tillid og større fagligt handlerum til ledere og medarbejdere.
Det er sjældent set at der skal ske så store forandringer på så mange forskellige velfærdsområder og så på samme tid. Tilsvarende står kommunerne foran en kæmpe opgave, når udmøntningen af aftalen om et Grønt Danmark skal realiseres ligesom der i økonomiaftalen er der lagt op til store forandringer på det specialiserede socialområde.
På tværs af opgaveområder og reformer tegnes der fælles udfordringer og muligheder for kommunernes styring og ledelse. Der er tale om en statslig ambition om deregulering, som skaber et større politisk og fagligt handlerum lokalt. Og en politisk intention om nye løsninger samt at disse udvikles sammen med borgeren.
Ovenstående tendenser medfører et større lokalpolitisk råderum, som afføder behov for et endnu tættere samarbejde, forventningsafstemning og dialog mellem den politiske ledelse og den administrative topledelse.
KL’s administrerende direktør Kristian Vendelbo, borgmester Bennedikte Kiær og kommunaldirektør Rasmus Bjerregaard fra Helsingør Kommune har sat hinanden stævne for at drøfte væsentlige muligheder, dilemmaer og ingredienser – politisk såvel som administrativt – for at lykkes med at udvikle velfærden inden for bermudatrekanten ml. stigende forventninger fra borgere, rekrutteringsudfordringer og stramme økonomiske rammer.
Mødet modereres af cheføkonom i KL Morten Mandøe, som vil bringe debatten igennem en række temaer, herunder:
- Hvad betyder et større lokalpolitisk råderum for den retning og ramme der sættes om velfærden, når den kommunale sektor skal balancere drift og udvikling?
- Nøgleordet på tværs af de mange reformer er ledelse, men hvilke ændringer kommer vi til at se i ledelsesrollerne på det politiske og administrative niveau?
- Hvordan sikres bred forankring både gennem ledelseskæden fra kommunalbestyrelsen, direktion hen over chef- og lederfora til medarbejderne samt hos civilsamfund, virksomheder, interesseorganisationer og borgere?
- Hvilke dilemmaer kan politikere og topledelsen blive stillet over for fx når velfærdsgevinsterne skal dokumenteres?
Debatten finder inspiration i anbefalingerne fra oplægget fra de fem chefforeninger og KL: ”Mere ledelse, Mindre detailstyring, Bedre velfærd”, som siden udgivelsen i slutningen af 2023 har dannet udgangspunkt for en lang række drøftelser på landsplan.
Tilmeld dig vores webinar og bliv klogere på, hvordan topledelsen kan navigere i reformernes tid og skabe kvalitet og værdi for borgerne.